Du er måske stødt på besked-app’en Signal i nyhedsstrømmen eller på sociale medier, men hvad er det egentlig for noget? Og hvorfor snakker vi om app’en lige nu?

1.000.000+ mennesker har til dags dato sammenlagt givet besked-app’enSignal 4,5 stjerner ud af 5 mulige på Google Play.

I Apples App Store ligger Signal nummer 1, og selv whistlebloweren Edward Snowden og rigmanden Elon Musk anbefaler at bruge Signal i stedet for alternativer som WhatsApp eller Messenger.

Signal er pludselig blevet det nye sort, og måske er app’en også noget for dig.

Men hvad er Signal egentlig for en størrelse?

Signal er et alternativ til fx WhatsApp

Signal er noget så simpelt som en app, du kan bruge til at sende og modtage beskeder på skrift, i tale eller via video.

Altså på samme måde som du fx bruger WhatsApp, Facebook Messenger eller Instagram.

Beskedtjenesten er blevet særdeles eftertragtet i 2021, hvor massevis af nye brugere er kommet til, og det er der en helt særlig grund til.

Signal er nemlig meget sikker, og ingen andre kan snage i dine beskeder eller lure med på dine videoopkald eller lignende.

Masseflugt fra populær app

Signal er blevet downloadet af mange millioner mennesker verden over, og en stor del af de nye brugere kommer fra en anden beskedtjeneste, nemlig WhatsApp.

WhatsApp har i flere år været en populær app til at sende og modtage beskeder, opkald og videoopkald. WhatsApp har nemlig ved hjælp af kryptering beskyttet dit privatliv væsentligt bedre, end eksempelvis Facebook Messenger har gjort det.

Men lige nu flygter brugerne fra WhatsApp.

Årsagen er en ny privatlivspolitik, hvor data fremover bliver delt med Facebook, som købte WhatsApp i 2014. Ifølge WhatsApp gælder den nye privatlivspolitik ikke for EU-borgere.

Den alternative beskedtjeneste Signal krypterer al data og deler dermed intet. Derfor har mange valgt at oprette sig som bruger her.

Signal: Derfor skal du bruge app’en

Signal er anset for at være den mest sikre form for digital kommunikation til almindelige mennesker.

Det skyldes primært, at app’en krypterer dine beskeder, hvilket betyder, at hverken Signal eller andre kan få adgang til dine beskeder eller informationer.

Signal låser altså for alt indhold, og det sker helt automatisk. Det er ikke noget, du selv skal slå til, for app’en er lavet til dig, der gerne vil være privat.

Signal har heller ingen reklamer, så du kan uforstyrret kommunikere, og så deler app’en ikke data om dig.

Kræver kun et telefonnummer

Når du opretter dig hos Signal, skal du ikke forbinde dine sociale medier eller din Google-konto med app’en, som det ofte er tilfældet hos lignende tjenester.

Du skal blot bekræfte dit telefonnummer, og så får du en SMS med en kode til oprettelse.

Signal er gratis, og du kan hente app’en til både Android og iPhone.

Signal kommunikerer desuden på tværs af platforme, og du kan også hente en version af Signal til din computer, så det bliver lettere for dig at føre samtaler på skrift.

Du kan læse mere om Signal og downloade app’en fra denne hjemmeside.